Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Specialundervisning

På Ullerødskolen er specialundervisning ikke noget, der foregår på bestemte tidspunkter eller i afgrænsede rum. Det er indlejret i hele måden at tænke undervisning og skole på. Undervisningen på Ullerødskolen følger bestemmelserne i Folkeskoleloven, og eleverne præsenteres for de samme fag som elever i en almindelig folkeskole, men rammen omkring eleverne og selve undervisningen er dog tilpasset de særlige behov, som følger af autismen. Det indebærer at man i hele tilrettelæggelsen af skoledagens indhold og form, skal tage højde for elevernes særlige kognitive stil og socialkommunikative evner.

Elever med autisme kan have øget behov for støtte til blandt andet:

  • forudsigelighed og genkendelighed
  • at forstå, håndtere og formidle tanker og følelser
  • at indgå sociale relationer og forstå sociale spilleregler
  • at øve kommunikation
  • fastholdelse af opmærksomhed og koncentration
  • motivation
  • at danne forestillinger og idéer
  • at fortolke
  • organisering og strukturering af skolearbejdet
  • at håndtere tendens til perfektionisme
  • at øve selvhjulpenhed og hverdagslivsfærdigheder

Den pædagogiske tilgang er autismespecifik og TEACCH-inspireret. Denne pædagogiske tilgang fremhæver vigtigheden af at forstå og respektere den særlige måde, som mennesker med autisme fungerer på. Der er et særligt fokus på bl.a. at tilrettelægge en skoledag med en gennemgående struktur, genkendelighed og visualiserede rammer.

Derudover lægges der betydelig vægt på en anerkendende og relations orienteret pædagogik.

Der arbejdes løbende med pædagogiske materialer, der understøtter elevernes sociale kompetencer, selvforståelse og autismeforståelse.

Helhedstilbud

Skoledagen på Ullerødskolen er fra 8-15. Skoledagen er længere end i folkeskolen, da Ullerødskolen er organiseret som et helhedstilbud. Et helhedstilbud er et integreret undervisnings- og fritidstilbud, hvilket gør det muligt at tilrettelægge skoledagen mere fleksibelt ud fra elevgruppens behov.

Elevgruppen har typisk behov for at der indlægges flere pauser i løbet af en skoledag, og der er et større behov for strukturerede pædagogiske aktiviteter, som rækker udover den rent skolefaglige undervisning.

Klassestørrelsen

Klasserne vil typisk være på 6-7-elever i indskolingsklasserne, og ca. 8-10 elever på mellemtrinnet og i udskolingen. I nogle sammenhænge, fag/aktiviteter vil man desuden opleve, at klasserne bliver holddelt for at imødekomme behov for undervisningsdifferentiering.

De små klasser medfører, at eleverne kan støttes rigtig tæt både fagligt og socialt. Det reducerer endvidere kompleksiteten og sansepåvirkningen, at der ikke er så mange elever i klassen. Mange af vores elever er udfordret i forhold til sansepåvirkninger og har behov for mere ro omkring sig.

Der er enkelte årgange, hvor klasserne har været større i 8./ 9. klasse. Det kan være hensigtsmæssigt at få træning i at begå sig i en lidt større klasse både fagligt og socialt, hvis man fx påtænker at starte på en efterskole eller på en form for gymnasial uddannelse efter Ullerødskolen.

Normering

Der vil typisk være 4-5 faste medarbejdere tilknyttet en klasse. Dertil kommer timelærere i enkelte fag – mest i udskolingen.

Der vil altid være mindst 2 medarbejdere til stede i al undervisningstid.